Faren havde truet med at halshugge hende, hvis hun flygtede fra Somalia. Men det var hendes eneste chance

Telefonen lå lige foran Rumeya. Den var hendes eneste chance for at kalde på hjælp. »Jeg tænkte, at »nu gør jeg det, som jeg altid har drømt om«,« fortæller Rumeya i dag. Hun er 20 år og bor i Danmark. Men i fire og et halvt år var hun fanget på en genopdragelsesrejse i Kenya og Somalia. Rumeya møder Berlingske iført lavtaljede jeans og en kort top, der viser hendes mave. Hendes sorte, krusede hår er ikke længere dækket af et tørklæde, men slået stort ud, og store guldøreringe glimter foran. Hun smiler meget, men af og til skærer de overgreb, hun har været udsat for, igennem og fører tårer og nervøse trækninger i kæben med sig. Det er på baggrund af samtaler med Rumeya samt et omfattende materiale fra retssagen mod hendes far, at Berlingske kan fortælle hendes historie. I 2023 blev han idømt 10 års fængsel for de forbrydelser, som Rumeya og hendes lillebror var blevet udsat for på genopdragelsesrejsen, herunder omfattende vold, voldtægt og tvangsægteskab. Af hensyn til hendes sikkerhed og sagens alvor har Berlingske valgt ikke at oplyse hendes rigtige navn. I stedet bruger vi det fiktive navn »Rumeya«. Inden rejsen var dansk-somaliske Rumeya blevet for dansk for sin muslimske far. Hun havde som 12-årig smidt tørklædet og ville ikke længere være muslim. Men hendes far havde andre planer. Han planlagde en rejse til Kenya, som han forklarede bare skulle være en badeferie. Rumeya havde bange anelser. Hun frygtede, at hun aldrig ville komme hjem igen. Først troede hendes skole og kommune på hende, men faren overbeviste dem og fik dem til at parkere bekymringen. Skolen ønskede i stedet »god ferie«. Ferien viste sig dog hurtigt at være en genopdragelsesrejse, hvor Rumeya, ud over at få islam banket og pisket ind i kroppen, blev voldtaget og omskåret og tvangsgiftet bort. Derfor var telefonen, der den aften i september 2021 lå lige foran Rumeya, hendes eneste livline til en flugt fra mareridtet. Hun var næsten alene hjemme og passede sine små halvsøskende i huset i Somalia. Lige netop den aften havde hendes fars nye hustru efterladt sin telefon i hjemmet. Rumeya stirrede længe på telefonen, og da hun havde taget sig mod til det, greb hun den og ringede til sin mor i Danmark. Moren blev forskrækket over at have datteren i røret alene. Hun var altid blevet overvåget, hvis der en sjælden gang var kontakt til moren. I telefonen fortalte Rumeya for første gang sin mor om de rædsler, hun havde oplevet på genopdragelsesrejsen. Om voldtægt. Om omskæring. Om tvangsægteskabet. »Hun græd og græd, men jeg sagde til hende: »Du skal ikke græde nu. Ring til nogen, der kan hjælpe os. Få os væk herfra«,« fortæller Rumeya i dag. Hendes mor sværgede, at hun ville hjælpe Rumeya hjem til Danmark. Pludselig ringede Nokia-telefonen Tidligt næste morgen stjal Rumeya telefonen fra sin sovende stedmor og ringede til sin mor om flugten. Rumeya gav nummeret til en gammel Nokia-telefon, hun havde fået af sin faster. Hun vidste ikke, om den kunne ringe til udlandet, og der var næsten ingen taletid. Pludselig – en stille dag, mens familien sov – ringede Nokia-telefonen. Flugten var i gang. »Vi skulle afsted med det samme,« fortæller Rumeya i dag. Da redningen af Rumeya gik i gang, havde hun hverken pakket eller fået fortalt sin 13-årige lillebror om planen. »Han var hjernevasket og forstod ikke, hvorfor vi skulle ud af huset,« siger Rumeya. I stedet for at svare på flere spørgsmål tog hun ham under armen og trak ham med. De sneg sig ud gennem porten, og så satte de i løb ud ad jordvejen. De to søskende løb alt, hvad de kunne, og de kiggede sig flere gange over skulderen for at se, om de var blevet opdaget. »Min far havde truet os med, at han ville finde os og halshugge os, hvis vi flygtede,« siger Rumeya, der bliver helt forpustet af at fortælle om flugten. I en bil lidt derfra sad en af hendes mors slægtninge og en soldat, som de aldrig havde mødt. Soldaten skulle hjælpe dem gennem de mange checkpoints. Rumeya og hendes lillebror blev kørt til en anden by, hvor morens familie mødte dem med kys og kram. »Vi græd bare alle sammen. Det var meget følelsesladet,« siger Rumeya i dag. Frygtede, at faren ville finde dem Allerede tidligt næste morgen satte de kursen mod Etiopien for at undgå, at farens familie fik nys om, hvor de var. Her skiftede de også hotel hver aften. »Min far har familie overalt i området. De er også mange steder i Etiopien, og jeg ved, at han sendte billeder af vores ansigter til dem,« siger hun i dag. Rumeya havde derfor også skiftet til niqab, der dækker alt på nær øjnene. Hendes bror havde kasket på. I hovedstaden, Addis Ababa, besøgte de den danske ambassade, fordi de havde brug for nødpas for at kunne flyve hjem. »Det var første gang i fire år, at vi stod over for og skulle tale med en anden dansker,« siger Rumeya. Hun spurgte forgæves ambassadefolkene, om hun og hendes bror måtte overnatte hos dem. Redningsmændene havde ifølge Rumeya forgrebet sig på hende under flugten, men hun turde ikke fortælle om det på ambassaden. Ambassader har svært ved at hjælpe Ambassaderne spiller en vigtig rolle i forhold til at få bragt unge hjem fra genopdragelsesrejser, men de er udfordrede af, at de opererer i et andet land. Reelt set har de meget svært ved at gribe ind. »De kan ikke hoppe i en dansk ambassadebil og så bare køre ud og hente dem på et fremmed lands territorium. Det vil jo være at bortføre et barn, som i en somalisk kontekst er der ganske lovligt. Det ville vi heller ikke tillade i en dansk sammenhæng,« siger Kenneth Schmidt Hansen, chef for Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme. Ambassaderne er forpligtede til at kontakte det lokale politi, der ikke nødvendigvis er velfungerende. I nogle tilfælde kan de hjælpe med at finde et safehouse til ofrene. De kan også kontakte lokale imamer eller klanledere, og de vil altid kontakte offeret på e-mail og telefon. Men offeret har sjældent adgang til telefoner eller computere og vil ikke kunne tjekke e-mails eller sms´er, konstaterer Kenneth Schmidt Hansen. Derfor er det afgørende, at rejserne bliver stoppet, inden barnet sendes ud af Danmark, lyder det. Havde håbet, at de onde minder ville forsvinde Efter tre måneder på flugt og med endnu flere udfordringer endte Rumeya og hendes lillebror med at komme på et fly til Dubai, hvor de danske myndigheder hjalp dem videre. »Der græd vi rigtig meget. Vi var endelig frie igen,« siger hun i dag og smiler stort. Fire og et halvt år efter at mareridtet begyndte, landede de to søskende i Københavns Lufthavn, 13. december 2021. Her blev de mødt af deres mor, to sagsbehandlere og to politibetjente. Rumeya, der nu var fyldt 17 år, krammede dem. Også dem, hun aldrig havde mødt før. Hendes bror var mere stiv i blikket og tilbageholdende. Børnene havde håbet på, at de skulle med deres mor hjem, men de var i mellemtiden blevet tvangsfjernet fra deres forældre og skulle nu på et bosted. Rumeya havde håbet på, at alle de onde minder fra rejsen ville forsvinde, så snart hun var på dansk jord igen. Hun var meget ked af, at det ikke var tilfældet. I stedet skulle hun nu genopleve alle følelserne, når hun talte med og blev afhørt af myndighederne. Hendes krop rystede, og hun græd, når hun fortalte om det, hun var blevet udsat for. Hun frygtede også, at hun ved at fortælle om det, der var sket, ville »huske det for evigt og aldrig glemme det igen«. Da hendes krop og underliv skulle undersøges for skader, var hun meget imod det. »Undersøgelserne blev filmet, og det føltes som at blive udstillet. Men jeg forstår godt i dag, hvorfor det var nødvendigt,« siger hun. Da Rumeya kom til bostedet, havde hun svært ved helt basale færdigheder som at bruge toiletpapir, skylle ud i toilettet og spise med bestik. Der er lang vej, før problemet er løst Da Rumeya kom hjem i 2021, bemærkede hun en forskel på den måde, der blev talt om genopdragelsesrejser på i samfundet. I dag er kommunerne forpligtede til at have beredskabsplaner på området. Der er krav om screening for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter for unge under 18 år. Og straffene er blevet skærpet. »Det tager lang tid at vende sådan en skude. Men vi er på vej,« mener kontorchef Stine Strohbach fra Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter. Islamforsker på Københavns Universitet Jesper Petersen mener dog, at der stadig er lang vej igen, før systemet spejler virkeligheden i de muslimske miljøer. Siden 2019 har politiet kun sigtet 21 personer for at have bortsendt deres barn til udlandet med fare for barnets sundhed eller udvikling, mens Udlændingestyrelsen siden 1. marts 2022 kun har inddraget pas i færre end fem sager forud for en mulig genopdragelsesrejse. »Det er først og fremmest mangel på viden, der er problemet. Og den viden kan først komme, hvis politikerne beslutter at sætte penge af til at forske i det,« siger Jesper Petersen. »Allahu akbar! Allahu akbar!« Efter samtaler med og afhøringer af børnene blev Rumeyas far 24. januar 2022 anholdt og fængslet. I Retten i Odense nægtede han sig skyldig. Ifølge ham havde Rumeyas mor lagt et komplot for at få ham i fængsel og skaffe børnene erstatning. Hendes motiv skulle angiveligt have været, at hun havde opdaget, at han i Kenya var blevet gift med en anden kvinde. Derudover mente han, at hun forsøgte at fjerne fokus og egen skamfølelse over, at Rumeya også blev udsat for overgreb af redningsmændene fra hendes familie. Han afviste særligt at have medvirket til voldtægt af Rumeya ved at have solgt hende på et marked. »Det ville være en stor forbrydelse, hvis tiltalte (faren, red.) havde gjort sådan, og han ville ikke længere kunne betragtes som muslim, hvis han tillod sådan noget. En kvinde skal helst være jomfru, når hun bliver gift, ifølge deres religion,« forklarede han ifølge dommen. Rumeyas mor afviste hans forklaring. Hun forklarede, at hun aldrig havde kendt til formålet bag genopdragelsesrejsen, men stillede sig tvivlende over for de overgreb, som Rumeya havde fortalt om. »Det er heller ikke godt for hendes eller familiens ære, at hun skulle have sagt sådan,« forklarede moren ifølge dommen. Det var i høj grad ord mod ord. Men byretten stolede på Rumeyas forklaring, der også var underbygget af en undersøgelse af hende, der viste talrige ar på kroppen efter stump vold samt beviser på omskæring. »Forklaringerne fremstår i al væsentlighed overbevisende og troværdige,« lød det i dommen om Rumeyas forklaringer. Byretten valgte derfor at se bort fra både farens og morens forklaringer, og et enigt nævningeting fandt faren skyldig i stort set alle forhold: Blandt andet at have opfordret sin mor, sin nye hustru og koranlærere til at bruge vold og mishandle Rumeya, at have tvunget hende ind i et ægteskab, at have medvirket til voldtægt af hende og at have medvirket til, at hun blev omskåret. Da retsformanden læste præmisserne op for, hvorfor han var blevet dømt skyldig, gik Rumeyas far pludselig amok. »Allahu akbar! Allahu akbar! Jeg har ikke solgt min datter!« råbte faren og bragede ifølge Ekstra Bladet hånden ind i sin forsvarers computerskærm, så skærmens ramme blev smadret i flere stykker. Straffen endte på ti års fængsel og en erstatning til blandt andre Rumeya. Ingen af forbrydelserne kunne være foregået uden farens handlinger, lød vurderingen. Det er den længste straf nogensinde i Danmark for at have stået bag en genopdragelsesrejse. Faren ankede på stedet dommen. Frygtede drab efter at have skadet familiens ære Rumeya blev meget ked af det over dommen. Hun følte, at hendes far blevet dømt for hårdt, og at det var hendes skyld. Fire år ville have været mere rimeligt, fordi hun selv havde været kidnappet i fire år, tænkte hun dengang. Hun blev hurtigt efter dommen udsat for et voldsomt pres fra familiemedlemmer fra begge forældres side og fra personer fra det somaliske miljø i Odense. De påstod, at det, hun havde forklaret, var løgn, og at det var synd for hendes far. De forsikrede hende om, at hun ville få noget igen, hvis hun hjalp med at få sin far ud. »Jeg frygtede, at de ville gøre noget ved mig. I værste fald slå mig ihjel,« siger Rumeya. Hun skiftede pludselig sin forklaring og trak sine anklager tilbage. Hun følte sig manipuleret og presset til det, siger hun i dag. Da sagen kom for Østre Landsret i december 2024, valgte retten at se bort fra to nye afhøringer af Rumeya, som man fandt »usammenhængende«, da de var givet under et »stort pres« for at få hende til at ændre forklaring. Dommen blev derfor stadfæstet i landsretten. Det kommer ikke bag på islamforsker Jesper Petersen, at Rumeya skiftede forklaring, efter at hun var kommet tilbage på dansk jord. I nogle tilfælde vender de unge på en tallerken og vil tilbage til det land, de lige er blevet reddet ud fra. Samtidig har familien tit begrænset de unges adgang til venner, og derfor bliver familien det eneste reelle netværk. »Det har blandt andet noget at gøre med frygten for familiens udstødelse, som er et af de kontrolredskaber, der anvendes i æresmotiveret kontrol,« siger han. Drømmer om at blive et forbillede I dag har Rumeya smidt tørklædet og prøver at leve et mere frit liv. Selvom hun ligner enhver anden 20-årig kvinde, så lever tiden fra Somalia stadig i hendes sind. »Nogle gange kommer det i flashbacks. Det er meget ubehageligt at tænke tilbage på.« Er du vred på skolen og systemet over, at de lod det ske? »Da jeg kom tilbage til Danmark, var jeg meget vred og kunne slet ikke forstå, hvorfor der ikke blev taget hånd om det tidligere. Man burde have tænkt på mig som barn og ikke på, hvad forældrene siger. Barnet har altid ret, på en måde.« »Men jeg ved også godt, at det var lidt svært at se, hvad min far og mor i virkeligheden ville gøre. Man kan jo spille dum, og det kan være svært at forstå, at nogle mennesker kan finde på at gøre sådan noget.« I dag bor Rumeya stadig på bostedet, men hun er på vej til at komme ud i sin egen lejlighed. Hun har ikke længere kontakt til sine forældre. Næste år skal hun tage den 9.-klasseseksamen, hun aldrig fik. Hendes yndlingsfag er historie, fortæller hun. Hvad drømmer du om? »Det er et svært spørgsmål. Jeg kan desværre ikke tage alle de år, der blev stjålet fra mig, tilbage. Men jeg drømmer om at blive et forbillede i forbindelse med genopdragelse og omskæring. At råbe op om de ting og gøre opmærksom på det. Så alt det, jeg har oplevet, ikke er spildt.« Rumeyas far har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel. Han afsoner i dag sin fængselsstraf. Berlingske har været i kontakt med Rumeyas mor, der afviser at have kendt til formålet med rejsen. »Det var ikke min skyld. Jeg er uskyldig. Det var mig, der hjalp med at redde dem ud,« siger hun uden at ville kommentere yderligere. Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek siger, at vi skal gøre »alt for at stoppe genopdragelsesrejser« og fremhæver tidligere initiativer. »Det betyder også, at myndighederne skal blive bedre til at gribe hurtigt ind, når der er mistanke om, at en forælder planlægger en genopdragelsesrejse.« https://www.berlingske.dk/indland/faren-havde-truet-med-at-halshugge-hende-hvis-hun-flygtede-fra-somalia-men